Betydningen af nyt BR18 – samlede perspektiver

Der er tidspunkter, hvor et regelsæt ikke bare justeres, men flytter et tyngdepunkt. Opdateringen af BR18 med virkning fra 1. juli 2025 er et af dem. Med differentierede grænseværdier, en selvstændig grænse for byggeprocessen og et markant bredere omfang af bygninger, bliver klimabelastningen noget, der skal tænkes ind – ikke dokumenteres bagefter. Det ændrer ikke bare beregningspraksis. Det ændrer roller, ansvar og i sidste ende den måde, vi taler om kvalitet, arkitektur og praktiske tilgange i byggeriet.

I vores bæredygtighedsafdeling har vi brugt de seneste måneder på at tygge os igennem BR18-opdateringen. Ikke kun teksten, men implikationerne. Hvad betyder det, når grænseværdierne differentieres? Når byggeprocessen får sin egen selvstændige klimaramme? Når flere bygningstyper omfattes, og når næste stramning allerede ligger i kalenderen? Svarene er ikke entydige. Men de hænger sammen.

Helhedsperspektivet: Ambitioner og byggeproces

Der har været bred politisk enighed om at skrue markant op for klimakravene i byggeriet. Det mærkes tydeligt i de nye grænseværdier. Springet fra tidligere krav til eksempelvis 7,5 kg CO₂e/m² per år for etageboliger er ikke en finjustering. Det er et retningsskifte.

Klimakravene kan ikke længere være noget, man samler op til sidst. De ligger forrest på bordet sammen med arkitektens første streg, entreprenørens arbejdstilgang og bygherrens økonomi. Det er her, tyngdepunktet har flyttet sig hen. Og det er her, branchen nu skal vise, om den kan arbejde med klima som grundlæggende præmis.

Det bliver et spørgsmål om omstillingsparathed i hele byggeriet. For med meldingen om yderligere stramninger i 2027 og 2029 er der truffet et politisk valg om, at byggeriet skal levere. Og det valg forplanter sig direkte ud i materialeforbrug, projekteringsmetoder og samarbejdsformer.

– Hele værdikæden står over for at skulle præstere på et andet niveau. Men vi er enige om, at der er truffet nogle fornuftige beslutninger, som vil drive branchen i den rigtige retning, siger Ermin Jusic, diplomingeniør i energi og bæredygtighed.

Den svære politiske balance

I regeringens tillægsaftale er der indrømmet en vis usikkerhed angående de samlede økonomiske konsekvenser, hvilket man vil forsøge at analysere inden de kommende stramninger. Det er ærlig snak.

Hvad betyder det i praksis? Ermin peger også på, at f.eks. bygherrer står over for meromkostninger, både i form af dyrere materialer og et øget behov for rådgivning. At der stilles højere krav til entreprenører og håndværkere, især når det gælder dokumentation, affald og energiforbrug på byggepladsen. At det i sidste ende kan ramme slutforbrugerens pengepung. Men sideløbende med, at den grønne omstilling ikke bliver gratis, er markedet dynamisk. Når efterspørgslen på materialer med lavere klimaaftryk stiger, vil producenterne reagere.

– Efter noget tid vil det finde sit lejde. Man effektiviserer og man opdager nye vaner, som gør det muligt at efterleve kravene. Producenter vil bestræbe sig på forbedrede EPD’er, og hvis en LCA-rådgiver argumenterer for en bestemt type beton med et lavere klimaaftryk, vil den også stige i efterspørgsel. På den måde vil bæredygtighed og økonomi komme til at gå fint i hånd og hånd, fortæller Maya Houmann, afdelingsleder for vores bæredygtighedsafdeling

– Jeg ser faktisk det største innovationspotentiale i byggematerialerne – især beton, men også de tekniske installationer, som er blandt de største syndere i en LCA. Her handler det ikke kun om selve materialet, men også om de processer, der knytter sig til udvinding, transport og efterbehandling, hvor der er behov for langt mere energieffektive løsninger, skyder Ermin ind.

Og byggebranchen er ikke overladt til sig selv fra politisk side. Her er der lagt vægt på, at kravene ikke må kvæle byggeriet. Som det hedder i tillægsaftalen: ”Aftaleparterne er enige om, at det skal tilstræbes at opnå lempelser, som mindst modsvarer byrderne. De noterer, at der siden seneste aftale er gennemført lettelser på 206 mio. kr. årligt som overstiger byrderne på 160-180 mio. kr. årligt fra indførelse af CO2e-kravet i 2023.”

Uklart arkitekturkoncept: hvad er bæredygtighed?

I tillægsaftalen aner man en interessant forskydning. De politiske parter henviser til en ekspertgruppe under Kulturministeriet, som i deres arbejde med bæredygtig arkitektur anlægger et langt bredere perspektiv end det, man møder i selve klimakravene. I ekspertgruppens hvidbog og anbefalingskatalog fra 2025 fylder arkitektonisk kvalitet, kulturarv og mangfoldige boligtyper betydeligt.

Her opstår en tydelig diskrepans. Hvor ekspertgruppen taler om helhed, handler klimakravene praktisk talt næsten udelukkende om kg CO₂e. Det rejser et grundlæggende spørgsmål om retning: Når bygningsreglementet skærpes, hvilket bæredygtighedsbegreb er det så, der i sidste ende vinder? Det målbare og sammenlignelige, eller det sammensatte og stedbundne?

– Klimakravene fra BR18, som jo i sidste ende er politisk bestemte, er relativt enkle at overholde, hvis man bygger simpelt. Men så opstår spørgsmålet: Er det god arkitektur? Hvis man vil noget mere, bliver opgaven mere kompleks – og det presser os til at tænke anderledes. Men det kan i sidste ende føre til bedre løsninger, siger Maya.

Flot arkitektur er subjektiv, historisk og kulturelt forankret. Derfor vil der uundgåeligt opstå et spænd mellem dem, der holder sig stringent inden for reglernes bogstav, og dem, der fortolker, udfordrer og presser rammerne. Den balance bliver ikke let at finde, især ikke når udgangspunkterne er så forskellige. Det er ikke ond vilje, men en konsekvens af et system, der belønner det, der kan tælles. Dog kan det også fortolkes som en invitation.

– De nye krav betyder en højere risiko for, at visse klassiske materialer gradvist skubbes ud af ligningen og må erstattes af mere klimavenlige alternativer. Samtidig ser jeg det som en mulighed for at udvikle nye kreative løsninger, hvor arkitekter og rådgivere arbejder tættere sammen om at forene æstetik, funktion og bæredygtighed, tilføjer Ermin.

Ansvaret for et grønnere byggeri

Ekspertgruppens anbefalinger peger i en retning, der ikke er tilfældig. Ud over de otte overordnede dogmer folder de 24 konkrete anbefalinger et klart billede ud: Hvis bæredygtigt byggeri skal rykke sig for alvor, må det offentlige tage et synligt ansvar. Ikke som moralsk løftestang, men som aktør med volumen, økonomisk tyngde og mulighed for at afprøve løsninger, som det private marked sjældent kan bære alene.

– Projekter, der udbydes til både investorer og i offentlige udbud, vurderes i dag på en lang række parametre. Bæredygtighed er i stigende grad blevet et samlet og væsentligt konkurrenceparameter, hvor der eksempelvis stilles krav om, at projekter skal opnå en DGNB Guld-certificering, siger Maya.

Anbefalingerne lægger for eksempel vægt på, at offentlige bygherrer bruger deres indkøbsmagt mere strategisk. Ikke kun til at købe billigst muligt, men til at fremme grøn omstilling og arkitektonisk kvalitet i samme bevægelse.

Til gengæld er der ofte større fleksibilitet i mindre private projekter. På disse kan arkitekter, rådgivere og håndværkere eksperimentere mere direkte og afprøve løsninger i praksis. Det er her, mange idéer fødes, før de eventuelt skaleres.

I sidste ende er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Skaleringen kræver det offentlige, og derfor vejer ansvaret efter vores mening lidt tungere på deres side. Men nyskabelsen kræver i den grad også det private. Hvis den grønne omstilling og den arkitektoniske kvalitet skal følges ad, forudsætter det et tæt samspil, hvor erfaringer flyder begge veje. Det er i spændet mellem de store, forpligtende rammer og de små, fleksible eksperimenter, at nye standarder faktisk kan opstå.

Regler og tal: de lavpraktiske konsekvenser

Der findes ikke mange erfaringstal, hvor man har overblik over projektet fra start til slut, og særligt byggeprocessens grænseværdi rejser nye spørgsmål. For eksterne rådgivere er ansvarsfordelingen ikke altid entydig: Hvem ejer data? Hvem dokumenterer hvad? Og hvem hæfter, hvis en lille fejl i opgørelsen vælter hele regnestykket? Fejlmarginen kan blive snæver, og det stiller nye krav til koordinering, kvalitetssikring og rollefordeling.

Beslutninger skal træffes tidligt. Materialevalg, konstruktionsprincipper og tekniske løsninger får direkte konsekvenser for, om projektet kan holde sig inden for rammen. Men det stopper ikke der. På byggepladsen bliver man nødt til at forholde sig systematisk til affaldsmængder, strømforbrug på maskiner, transportafstande og indkøb. Dokumentationen skal være løbende, ikke rekonstrueret bagefter.

For os rådgivere ændrer hverdagen sig markant. Arbejdet med BR18 bliver mere analytisk og mindre skematisk. Der skal regnes mere, sammenlignes mere og dokumenteres mere. Det er en belastning, men også en mulighed. For i det øgede analysearbejde opstår der rum for nye løsninger og en mere bevidst byggekultur, hvor klima ikke er en eftertanke, men et aktivt designparameter.

På den måde er de nye differentieringer ikke kun administrative benspænd. De har potentiale til at få reel effekt på den faktiske klimabelastning – netop fordi rådgivningen rykker tættere på både projektering og udførelse, og fordi byggeprocessen nu bliver fulgt, målt og justeret undervejs.

Prognoserne peger mod indsatsområderne

Tallene for omfanget af de nye krav understreger, at der er tale om en reel opstramning. Når andelen af omfattet nybyggeri stiger fra 57 % til 68 %, og når 85 % af det omfattede nybyggeri skal præstere bedre end i dag, rammer reguleringen både bredere og hårdere. Samtidig peger forventningen om, at omkring halvdelen af nybyggeriet vil have svært ved at overholde grænseværdien på 1,5 for byggeprocessen, på et klart indsatsområde.

– Tallene kan godt virke lidt misledende, som om mange bygninger ikke kan få ibrugtagningstilladelse. Men de betyder i realiteten blot, at man i byggerier med de nye krav skal træffe nogle mere gennemtænkte valg, hvor klimaindsatsen vægtes sammen med økonomien i beregningen, fortæller Mads Maarslet Richter, civilingeniør i byggeri og ESG-specialist.

Set i det lys er tallene ikke en pessimistisk forudanelse, men et pejlemærke. De viser, hvor reguleringen bider, og hvor branchen bliver nødt til at justere sin praksis, hvis ambitionerne i BR18 fra 2025 skal omsættes til byggeri, der både kan realiseres og holde sig inden for rammerne.

Hvor meget bæredygtighed får vi for pengene?

De planlagte 10-procents stramninger med to års mellemrum i 2027 og 2029 signalerer først og fremmest, at reguleringen ikke er tænkt som et engangsindgreb. Det er en trinvist opbygget bevægelse, hvor man justerer, måler og strammer igen. Hvad betyder det i første omgang?

Den estimerede reduktion (fra tillægsaftalen) i de samlede globale udledninger er 0,50 mio. tons CO₂e svarende til 0,95 procent af Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk. Det siger noget grundlæggende om byggeriets rolle.

– Jeg var overbevist om, at dette tal ville være lidt højere, men jeg er klar over, at det kun udgør meget få procent af den samlede udledning. Nybyggeri er derfor kun ét af mange områder, hvor vi har behov for forbedringer, udtaler Mads.

Omkostningerne er til gengæld mere håndgribelige. 913 mio. kr. svarende til omkring 0,5 procent af byggebranchens årlige omsætning er et betydeligt beløb i praksis.

– Denne beregning er jeg da lidt nysgerrig på, fortæller vores talknuser Mads.

Ser man tallene samlet, er der en åbenlys spænding. Den forventede effekt på den samlede globale udledning synes relativt lille, mens omkostningerne er forholdsvis store. Men der ligger også et andet perspektiv gemt i tallene. Man er nødt til at starte et sted. Og hvis stramningerne i det danske bygningsreglement kan fungere som et konkret eksempel, som andre lande ser til, kan effekten række længere end de 0,95 procent. I det lys handler tallene ikke kun om direkte reduktioner, men om signalværdi og tempo. Om at flytte praksis, ikke bare regne på den.

Det kan vi lære af klimakravene i fremtiden

Når vi ser frem mod næste stramning i 2027, er der især én erkendelse, der gerne må have sat sig fast i branchen: En LCA kan ikke presses ind til sidst. Den skal tænkes med fra begyndelsen. Fodfejl tidligt i processen forsvinder ikke af sig selv, de vokser bare. Og på trods af gode intentioner er det ikke tilstrækkeligt at prøve at kompensere sig ud af problemerne senere med et teknisk tilvalg.

– Materialevalget har afgørende betydning for klimaregnskabet, og det er netop i de tidlige beslutninger om konstruktionsprincipper, materialer og mængder, at man kan opnå størst effekt. Det er i materialernes tidlige livsfaser, at deres klimapåvirkning er størst. understreger Maya.

Ermin påpeger, at systematisk logistik, bedre overblik over transport, affald og energiforbrug på byggepladsen ikke kun gavner klimaregnskabet, men også rådgiverne, når dokumentationen skal falde på plads. Når processerne er gennemtænkte, bliver de også lettere at forklare og eftervise.

– LCA bliver mere og mere relevant, så det er vigtigt, at entreprenører sætter sig ind i hvad LCA gavner og hvorfor det kan være vigtigt. Den skal ikke tænkes som kontrol, men som et redskab, uddyber han.

Og måske vigtigst af alt, pointerer Mads, kan vi håbe, at samarbejdet er blevet tættere. At arkitekter, rådgivere, entreprenører og bygherrer har erfaret, at der sker noget, når man arbejder sammen om klimaindsatsen. Hvis vi samtidig kan vise, at det faktisk er muligt at reducere klimapåvirkningen i nybyggeri uden at opgive kvalitet og funktion, kan erfaringerne række ud over landets grænser. Ikke som et færdigt facit, men som et eksempel på, hvordan man kan begynde.

Skrevet af Niklas L. Miranda | 17.12.2025