Definitionen af ”bæredygtig” er det ikke selv

Hvordan laver eller gør man noget bæredygtigt ud fra de krav? Hvilken type behov er der tale om? Hvis behov gælder det? Hvor i verden gælder det?

Fra rapporten må man forstå, at bæredygtighed favner bredt. Det handler ikke kun om klima, men også mennesker og økonomi. Der er tale om verdensomspændende behov for job, føde, energi, vand og hygiejne, mens der skal tages konsekvent højde for naturens begrænsede ressourcer og de fattiges særlige udsathed. Og så skal kalkulen ske på tværs af generationer.

I dag.

Næste måned.

Om ti år.

Om hundrede år.

Om tusind år.

Hvor langt frem vi skal kunne gennemskue, at alles behov alle steder ikke bringes i fare, er uvist.

Tager vi Brundtlanddefinitionen bogstaveligt, skal der en alvidende profet med en supercomputerhjerne til at holde styr på alle variablerne i det bæredygtighedsregnestykke, hvis løsning kun kan forblive ren fantasi for os menneskelige.

I et vist omfang skal vi tage den bogstaveligt. For den har været retningsbestemmende for, hvordan vi forstår bæredygtighed. Og vognbaneskiftet ind på mere bæredygtige spor er et af tidens store emner og udfordringer.

Bæredygtighed ser anderledes ud i praksis

”Compromising”… den del af definitionen har jeg studset over. Hvilke implikationer har det? Andre formuleringer i rapporten er i samme spor. Der indledes med: ”We all depend on one biosphere for sustaining our lives.” Og der er et afsnit om en potentiel atomkrigs betydning for bæredygtighedskonceptet.

Rapporten er pangfarvet af forfatternes frygtsomhed. Man har nok forsøgt at kommunikere det værst mulige skræmmebillede ud i håbet om at få den mest alvorlige reaktion retur. Men måske fordi man har været frygtsom, eller i mildeste tilfælde bekymret for tingenes tilstand, er man endt med en definition, som er mere handlingslammende end noget andet.

I det praktiske arbejde med bæredygtighed er der da heller ingen, som kan arbejde ud fra Brundtlanddefinitionen. I hvert fald ikke i byggebranchen. Tag et eksempel fra vores branche: en livscyklusvurdering (LCA). Den består af en beregning af materialers CO2-udslip. Matematik og fysik.

Tallene repræsenterer forhold i den virkelige verden. Fordi tallene stirrer tilbage fra excel-arket, ikke kigger ned på os fra en eller anden himmelsvævende vision om bæredygtighed overalt og for altid, kan vi kan forholde os til dem nu. Skrue på dem nu. Forvalte dem nu.

Her viser et paradoks sig: Det er faktisk ved begrænsningens kunst, det vil sige, når vi forlader den højtravende Brundtlanddefinition, og zoomer ind på håndværket, det konkrete arbejde med bæredygtighed, at vi kan håbe på at indfri vores bæredygtighedsambitioner.

Den utaknemmelige disciplin at definere

Bæredygtighed er andet end livscyklusvurderinger. Det siger næsten sig selv. Men det er ikke selvsagt, hvordan man bestemmer, hvad det ellers er. Har du nogensinde tænkt over, hvordan man definerer et ord?

”En hund er et firbenet pattedyr.” Det beskriver også en kat. Eller en elefant. Definitionen er ikke præcis nok.

”En hund er et sort, firbenet pattedyr på cirka 30 kilo med god lugtesans og hørelse, og holdes ofte som kæledyr samt bruges til jagt.” Så er en labrador i hvert fald en hund. Men hvad med en golden retriever? Eller en chihuahua? De er udelukket af definitionen. For præcis.

I logikken opererer man med tilstrækkelighed og nødvendighed. Et klassisk eksempel er den våde gade. Er gaden våd, er det tilstrækkeligt, at det har regnet. Men gaden kan være blevet vasket med vand fra en vandslange, så regn er ikke nødvendigt for en våd gade.

Hvad er den tilstrækkelige forudsætning for, at vi kan kalde noget bæredygtigt? Og hvad er den nødvendige forudsætning?

Tænk et øjeblik over det. Kan du svare på det ud fra Brundtlanddefinitionen?

En alternativ tilgang til definitionen

En anden måde at gå til det på er at spørge, hvad bæredygtighed er og hvad den ikke er. Ofte bliver vi klogere på, hvad noget er, når vi finder ud af, hvad det ikke er. Det sker især, når vi møder noget, der skaber tvivl. Vi kan sammenholde og udelukke systematisk.

”Det der insekt er svært at kategorisere. Jeg ved, det ikke er en bænkebider, en mariehøne eller et tusindben, så kan det være en myre?” Eller noget mere opfindsomt i den retning.

Et eksempel på det ikke-bæredygtige kan måske spore os ind på det bæredygtige. Lad os vende bæredygtighedsdefinitionen til dens negation: ”Bæredygtigt er det ikke, hvis det er en udvikling, som ikke opfylder de nuværende behov, eller hvis udviklingen bringer fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det tegner svaghederne ved definitionen frem på en anden måde. Først tvivler jeg intuitivt på, at jeg overhovedet kan overskue, hvad der ikke er bæredygtigt. Så komplekse er kravene. Dernæst tvivler jeg på, at man overhovedet kan stoppe, når man først er begyndt at opremse. Så vidtrækkende er kravene.

Frygtens effekt på bæredygtighedslandskabet

Jeg synes ikke, man er lykkedes med at definere bæredygtighed på en måde, der kan understøtte arbejdet med den. Brundtlandrapporten er fyldt med tanker og bekymringer om, hvor en ikke-bæredygtig fremtid skal bringe os hen, og hvor vigtigt det er at undgå den. Men man skulle have brugt mere krudt på at opnå en skarpere definition.

Det ærgerlige ligger i, at den (efter min mening suboptimale) definition har haft stor indflydelse. Se bare formuleringen fra Ordnet: ”som giver et godt resultat der er i stand til at bestå over tid”. Eller fra Cambridge-ordbogen: “the quality of being able to continue over a period of time”. Indflydelsen fra Brundtlanddefinitionen er ikke til at tage fejl af.

Forbrugerombudsmandens umulige opgave

Det uklare fundament, der blev lagt med definitionen fra 1987 er en af grundene til, at der er forvirring knap 40 år senere, og behovet for klarhed er vigtigere end nogensinde før.

Fortolkninger i dansk lovgivning er et eksempel på behovet for klarhed. Jurister har stort besvær med at klarlægge retningslinjer, når de skal formulere regler for markedsføring af miljøpåstande for at beskytte forbrugerne. Hver sag giver dem en ny fortolkningshovedpine hos Forbrugerombudsmanden. De har i vejledninger simpelthen frarådet at bruge ordet ”bæredygtigt” som et generelt miljøudsagn i markedsføring med forklaringen, at bæredygtighed er tæt på umulig at bevise. Den problematik har vi skrevet om i forbindelse med Building Green.

Det er til dels en konsekvens af en uklar definition.

Fordi man ikke i tilstrækkeligt omfang har konkretiseret forudsætningerne for det bæredygtige, er man fra lovens side nødt til at sætte bæredygtighed op på en hylde så højthængende, at dem, der arbejder med bæredygtighed i praksis, ikke kan nå.

Om ikke andet er det et uholdbart arbejdsgrundlag. Man er nødt til at vælge en definition fra en anden hylde.

At definitionen sætter bæredygtighed uden for rækkevidde betyder, at begrebet må genfortolkes og rekapituleres for hver ny kontekst. Bæredygtig, i forstanden at kunne bestå over tid, er selve Brundtlanddefinitionen altså ikke.

Flere sider af bæredygtighedssagen

Måske lider definitionen under, at der er tale om komplekse sagsforhold. Det må man indrømme. Bæredygtighed er kompleks, uanset hvordan man vender og drejer den. Men for komplekse sagsforhold gælder også det, som den verdenskendte amerikanske økonom Thomas Sowell plæderede for.

”There are no solutions. There are only trade-offs.”

På overfladen er det en nedslående erkendelse, at der ikke er løsninger, kun kompromiser. Men først når vi har erkendt, at vi ikke kan få det hele, kan vi rent faktisk gøre fremskridt. En livscyklusvurdering kan ikke sikre alles behov alle steder i verden flere generationer ud i fremtiden. Men den kan være medvirkende til, at kvælstofudslippet reduceres på et byggeri. Her og nu.

Og det er der da faktisk noget ret opløftende i.

Nogle kemikalier er mere sundhedsskadelige end andre. Nogle produktionsmetoder kræver større ressourceforbrug end andre. Nogle transportmidler anvender mere brændstof end andre. Nogle madvarer har et mindre miljøaftryk end andre. Nogle forretningspraksisser overlever, andre gør ikke. Nogle investeringsstrategier giver et godt tilbagekast, andre gør ikke.

Kan vi ikke godt uden postyr antage, at det bæredygtige bevæger sig på et spektrum?

En holdbar vej frem for ordet bæredygtig

Er en bæredygtighedsforståelse, der resulterer i et forbud mod brugen af ordet ”bæredygtig”, ikke for streng? Sagt på en anden måde: behøver det være sådan, at bæredygtighed er umulig at bevise, og at man derfor ikke må kommunikere den i sin markedsføring? Måske vil det være gavnligt for det praktiske bæredygtighedsarbejde, at slækkede på kravene i den upraktiske bæredygtighedsdefinition ved at lade være med at operere så binært.

Jeg håber, at der i fremtiden vil vinde en ny bæredygtighedsdefinition frem. En, der kan omfavne to ting. For det første: At bæredygtighed skal sætte initiativer fri og ikke handlingslamme reelle indsatser med uopnåelige standarder.

For det andet: At bæredygtighed skal være noget, vi kan blive ved med at snakke positivt om. Det skal være et ord, vi kan bruge hædrende og fejrende, når nogen vover at tænke nyt og lægge kræfter og ressourcer i at omsætte visioner til praksis.

Genbesøg bæredygtighedsdefinitionen. Moderniser den, så den kan understøtte sig selv.

Skrevet af Niklas L. Miranda | 06.05.2026